søndag den 22. september 2013

Habañero Hot Sauces

Som vist her så er der ved at være MANGE modne chilier i drivhuset, og de skal jo selvfølgelig bruges til et eller andet. Vi er begyndt at tørre dem på sytråd rundt omkring i huset, fryse ned og nu også lave hot sauce. Og de er gode. 
Jeg tror sagtens at man ville kunne bruge andre slags chilier, men find nogle du synes smager godt og put så mange i, som du tror at du kan klare.
Jeg har indtil videre lavet to slags, men jeg udvider indlægget hvergang jeg laver en ny slags.

Hvis saucerne ikke henkoges el.lign. skal de opbevares i køleskabet.


Den første er med gulerødder og habañeros. Den er STÆRK, men rigtig smagfuld.


Opskrift:


120 g. Gulerødder
1/2 Løg
2 dl. Hvid eddike
1 dl. Vand
6 Fuldmodne store Habañeros
1/4 Æble
1 tsk. Salt
1/2 tsk, Atamon

Gulerødder, løg, Habañeros og æble hakkes og koges med eddike, vand og salt i ca. 30 min. eller til grøntsagerne er møre.
Når det hele mørt blendes det hele, det kan evt. spædes op med vand indtil den ønskede konsistens er opnået.
Mens Saucen er varm kommes den på glas eller flasker, der er kogt og skyllet med atamon.
Der bliver mellem 3 og 4 dl.. 








Denne Hot Sauce er med Nektariner, Habañero og Lime. Jeg har fundet inspiration her.

Opskrift:

9 Habañeros 
3 Nektariner
1/2 Løg
1 Lime 
75 ml. Eddike
2,5 dl. Appelsinjuice
2 Spsk. Sukker
1/4 tsk. Salt

Fjern skind og sten fra nektarinerne og skær dem i mindre stykker. Løg og chilier(med kerner) skæres også ud og det hele kommes i en gryde, sammen med saften fra limefrugten og alle de andre ingredienser.
Når det hele er kogt mørt, blendes blandingen. Hvis du synes at saucen er for tyk kan du spæde den op med vand eller den kan koges yderligere hvis du synes at den er for tynd(det var min).
Mens saucen er varm hældes den på flasker, som skal opbevares i køleskabet.





Her er en Hot sauce med tomatpuré.

0,75 dl. Habañeros i små tern
0,5 dl. Eddike
0,75 dl. Vand
0,5 dl. God Tomatpuré(Jeg brugte Mutti Dobbelt Koncentreret)¨
½ tsk. Atamon

Habañeros, Eddike og 0,25 dl. vand koges til chilien er mør. Så blendes det og for at få det hele med fra blenderen, skyllede jeg med ca. 0,5 dl. vand og kogte det ned til en tyk grød. Så blandes det sammen med tomatpuré og kommes i et glas eller en flaske, skyllet i atamon.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar